Skolestuens Top 10 – år 2012

Behovet for at gøre kigge lidt tilbage og gøre status melder sig nok hos de fleste hver gang et nyt år banker på. Også hos mig. Så derfor….kære læsere….skal der selvfølgelig også laves en

Top 10 over de mest læste indlæg her på Skolestuen i 2012:

Plads nr. 1 går til indlægget “Lær at spille klaver online”, som iflg. Google Analytics er blevet vist/læst hele 3.886 gange.
Sjovt at tænke på om nogle af netop dette indlægs læsere nu er blevet de rene klavervirtuoser eller bare gladere for at spille klaver? Man kan jo håbe det er tilfældet.

Plads nr. 2 går til indlægget “Lav flotte diplomer”, som er blevet vist 3.736 gange. Gid masser af velfortjente diplomer nu hænger og pynter rundt omkring derude.

Plads nr. 3 får indlægget “Omregning af måleenheder online” – vist 2.944 gange. Fire gode onlineværktøjer, som stadig kan anbefales.

Plads nr. 4 huser indlægget “Tabeltavler – Træn de små tabeller” – vist 2.420 gange. Et indlæg som introducerer et af mine egne undervisningsmaterialer, som indtil videre er blevet downloadet 166 gange fra SMART Exchanges deleforum. Håber at materialet i al sin enkelhed er anvendeligt og nyttigt for dem som allerede har hentet det.

Plads nr. 5 går til indlægget “Hjælp til tegnsprog og Tegn til tale” – vist 2.030 gange. Lidt overraskende for mig at artiklen også i 2012 er kommet med på Skolestuens highscore-liste, da indlægget er fra 2010. Jeg kan nemlig stadig huske at jeg i sin tid skrev indlægget med en forestilling om at det nok kun ville interessere meget få, men det har altså vist sig at være anderledes.

Plads nr. 6 går til indlægget “Quiz – Antonymer – Hvad er det modsatte af…?” – vist 1.987 gange. Dette indlæg, som også er skrevet i 2012, er et link til en lille onlinequiz jeg har lavet på spilsiden Purposegames, hvor man nemt kan lave sine egne spil. Indlægget har forhåbentlig inspireret mange af jer til at prøve at fremstille jeres egne læringsspil og gøre dem tilgængelige for andre på nettet.

Plads nr. 7 går til indlægget “Hjælp til bøjning af engelske verber” – vist 1.771 gange. Efter min mening et af nettes bedste opslagsværker til engelskundervisningen.

Plads nr. 8 går til indlægget “Lav jeres egne Lego-tegneserier i dansk- og engelsktimerne” – vist 1.317 gange. Et indlæg, som jeg er glad for at så mange har opdaget fordi det handler om et onlineværktøj med rigtig mange anvendelsesmuligheder i undervisningssammenhænge.

Plads nr. 9 går til indlægget “Tegn på sten – Grib idéen!” – vist 1.192 gange. Muligvis et af de indlæg jeg selv har været mest glad for at skrive, fordi der også skal være plads til andet end teknologi, internet og alt det man kan klikke sig til i denne her spændende, men også stressende tidsalder vi lever i. Nogle gange skal der ikke kobles op, men kobles fra. Grib idéen!

Plads nr. 10  – rosinen i pølseenden – er indlægget “Lær at knytte venindearmbånd” – vist 1.189 gange. Skolestuen er – indrømmet – lidt bagud i håndarbejdsafdelingen. Derfor kan jeg godt hygge mig lidt over at se at netop dette indlæg har været mellem dem der hittede.

Tusind tak fordi I har læst med, tusind tak for alle kommentarer og hilsener… og godt nytår til os allesammen!

Hilsen Eva

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din mailadresse bliver ikke offentliggjort. Felter markedet med * skal udfyldes