Tasketyven – Hukommelses-spil fra Skolestuen

Forleden talte nogle af mine elever og jeg om hvor svært det må være at huske mange detaljer, hvis man har været udsat for eller vidne til noget ulovligt, og skal give et præcist signalement af en gerningsmand eller gerningsted til politiet.
Snakken inspirerede mig til at lave et interaktivt hukommelsesspil til SMARTboardet, som kan bruges til at træne læsning, lytning og hukommelse med i dansktimerne… eller… bare som ren underholdning i en hyggestund.

Spillet hedder Tasketyven, og handler om gamle Fru Larsen, der netop har været udsat for et overfald og nu sidder hun hos politiet, som skal bruge et signalement af tasketyven. Aktiviteten går ud på at se om eleverne husker lige så godt som den gamle dame.

Sådan spilles Tasketyven:



Sådan ser spillet ud

 For at høre hvad den gamle dame husker om gerningsmanden skal I hive den blågrønne “træk-ud-boks” øverst i skærmbilledet ned til den sorte streg, som her…

Hiv i “Træk-ud-boksen” og flyt den ned til den sorte streg

Læs signalementet højt og lyt godt efter

Læreren eller en elev læser beskrivelsen højt, mens de andre lytter virkelig godt efter. Husk at bruge scrolleren, så I får hele signalementet med. Vigtigt: Når teksten er læst højt lukkes “træk-ud-boksen” ved at trykke på den lille blå pil under signalementet.

Nu gælder det om at huske så mange detaljer fra signalementet som muligt. Marker alle de beskrivelser I husker ved at klikke på de grå låger til højre for hver beskrivelse i skemaet. Når I er enige om at I har fundet alle de detaljer fru Larsen nævnte i sit signalement, eller ikke kan huske flere, må I åbne alle lågerne og evt. også hive “Træk-ud”-boksen frem igen og tjekke efter.

Afprøv og download spillet her

Forslag til supplerende aktiviteter/spørgsmål til eleverne:

  • Hvad er et signalement?
  • Hvorfor kan selv de mindste detaljer være vigtige for politiet at kende til?
  • Har alle mennesker særlige kendetegn?
  • Øvelse: Prøv på skift at huske detaljer med bind for øjnene. Eksempel: Elev A får bind for øjnene og skal nu beskrive elev B’s tøj og udseende den aktuelle dag, så præcist som muligt. Det ku’ også være “beskriv hvad der ligger på lærerens bord lige nu”, “beskriv dit værelse, som det så ud inden du tog hjemmefra i morges”… eller “beskriv hvad tavlen viser/indeholder lige nu”.
  • Øvelse: Gå sammen to og to. Brug et par minutter på at kigge grundigt på hinanden. Læg mærke til ALT…, tøjstil, farver, ansigtstræk, frisure osv. Sæt jer med ryggen til hinanden og brug 5-10 minutter på at skrive eller tegne så detaljeret et signalement af hinanden, som I kan. Sammenlign beskrivelserne bagefter og tal om hvilke detaljer I huskede bedst.   

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din mailadresse bliver ikke offentliggjort. Felter markedet med * skal udfyldes