Komponer en by med Isle of Tune

På websitet Isle of Tune kan man bygge sin egen by med veje, huse, lygtepæle, træer og biler. Det helt specielle ved byerne her er dog at alle de ting man placerer i sin by har en unik lyd, som afspilles hver gang en bil passerer dem. Man kan enten vælge at bygge videre på en forlavet skabelon (klik på “Demo Island”) eller man kan starte sin egen by helt fra bunden (klik på “New Island”). Bilerne sættes i gang med et klik på knappen “Go” og standses med et klik på knappen “Stop”. Byens lyde opleves hurtigt som en ejendommelig musik (hør eksemplet Skoleby), og man bliver hurtigt grebet af at komponere videre ved at tilføje nye/flere objekter; ændre i de enkelte objekters lyd eller afspilningshastighed; slette eller bygge nye veje eller ændre i bilernes køreretning (ved klik på +’erne).
Den færdige by kan tildeles et navn ved klik i titelfeltet øverst midt for. Hvis computeren tillader cookies kan byen gemmes og arbejdes videre i senere ved klik på knappen “Save”.
Det færdige resultat kan deles med andre enten via Facebook og Twitter eller via et link pr. email.
Isle of Tune kan bruges som en praktisk, interaktiv adgang til begrebet “at komponere” og værktøjet egner sig fint til såvel solo-som gruppearbejde. Det er utrolig nemt at gå til og kan derfor anvendes på alle klassetrin.
Kom selv i gang med at bygge her.

Relaterede indlæg

Skriv et svar

Din mailadresse bliver ikke offentliggjort. Felter markedet med * skal udfyldes